|
Straffen for sexkøb er bøde eller fængsel i op til 6 måneder. Ud over alfonser, bagmænd og bordelejere, er også partnere, der lever af den prostitueredes penge, kriminaliserede i Sverige.
Socialstyrelsen i Sverige skal løbende undersøge og samle viden om udviklingen på prostitutionsområdet. I 2007 udgav de deres tredje rapport, der ikke giver noget klart billede af sexkøbslovens effekt. Ny teknologi som internet og mobiltelefoner er med til at omorganisere prostitutionen og gør det vanskeligt at fastslå omfanget. Dog mener man at kunne fastslå, at antallet af kvinder i prostitution er stagneret i Sverige, i modsætning til de andre nordiske lande, hvor antallet har været støt stigende.
Sverige har i mange år debatteret prostitution, og derfor haft en langt klarere holdning til emnet end vi som danskere. I 2002, 3 år efter lovgivningen blev implementeret i Sverige, svarede 80 % af den svenske befolkning, at de bakkede op om loven.
I de svenske debatter er der ikke samme fokus på selve den prostituerede, da det er prostitutionen som fænomen, dvs. køb og salg af seksuelle ydelser, der anses for problematisk. Både for de prostituerede, for køberne af prostitution, og for samfundet som helhed.
I Sverige har man vurderet at have 220 kvinder i prostitution for hver 1 million indbyggere. Til sammenligning har Danmark 1111 kvinder i prostitution pr. 1 million indbyggere.
Erfaringerne fra Sverige og den svenske kriminalisering viser, at miljøet for de tilbageværende prostituerede ikke er blevet hårdere. Socialstyrelsen i Sverige har offentliggjort sine erfaringer og antallet af prostituerede er ganske rigtigt formindsket. Politiet og Socialhjælpen i Sverige er enige om, at der hverken er kommet flere voldtægter, eller mere generel vold mod prostituerede. Desuden har Sverige kunnet konstatere at der er sket et fald i antallet af stofmisbrugere blandt de prostituerede.
I Sverige har man ligeledes lovgivning, der forbyder handel med mennesker. På det svenske Regeringskansliets hjemmeside skriver de, at lovene mod sexkøbet "er vigtige instrumenter til at forebygge og bekæmpe handel med mennesker og til at beskytte de mennesker, først og fremmest kvinder og børn, som er eller risikerer at blive inddraget i prostitution og andre former for seksuel udnyttelse.”
Rikskriminalpolisen forklarer i sin Lägesrapport 9 (fra den 01. januar - 31. december 2006), Människohandel för sexuella och andre ändamål, at det ikke er muligt med sikkerhed at fastslå, hvor mange "piger og kvinder, der kan have været ofre for menneskehandel til seksuelle formål til og i Sverige i 2006". Antallet af arresterede menneskehandlere afhænger nemlig af politiets ressourcer, og indsatsprioriteringen i de forskellige distrikter. Man må dog konstatere, at svenskerne med deres lovgivning i hånden har formået at arrestere og dømme flere menneskehandlere, end det er sket i Danmark. Desuden fortæller ansvarlige politiledere i Stockholm, at det svenske forbud mod sexkøb har gjort, at andre organiseret kriminalitet som salg af våben, narko og smugling er mindsket betragteligt.
|